Den 23.1.2026

 

I går, den 22.1.2026 var dagen, hvor vi skulle have dom over Enkis psykiske funktionsnedsættelse og jeg skal ikke lyve. Den var set komme, at han lænede sig kraftigt op ad en autisme diagnose, så der er for hans far og jeg som sådan ikke rigtig sket noget nyt.

Alligevel sætter det nu nogle ting i gang i en mølle, som jeg aldrig har befundet mig i, hvis vi skal se bort fra, at han skulle i kommunens børn og unge handicaps regi, for at komme i special institution. Det er nu hans pædagoger i den institution, jeg skal læne mig gevaldigt op ad og søge råd og vejledning hos.

Som mor er jeg splittet, for ja, alle forældre vil have, at deres barn passer ind. Hvad havde jeg egentlig forventet, når jeg selv ALDRIG har gjort det. Jeg har Turners Syndrome, men får børn. Jeg stikker derfor selv dér uden for, hvad der er meget karakteristisk for piger født med Turners Syndrome.

Det her skriv er hårdt og brutalt, selv for min søn senere, at læse. Han har en mor, der kender til at være uden for nummer og passager i sit eget liv og jeg har ikke tænkt mig at pakke noget ind at ”de kort der er ham givet, skal han lære at spille og lære, at være F…king ligeglad”.  

Det er mig nu blevet endnu mere pålagt, at få ”Klip græsset” indgraveret. Ja Bukowski har jo taget ”Forsøg ikke” og det er hans. Græsset vil altid være grønnere andre steder, tingene vil altid tage sig pænere ud hos andre og det er derfor hans job, at forstå, at han skal holde græsset fint og pænt der hvor det betyder noget for ham og være tilfreds med det. For jeg lover, at hos andre er græsset kun det… Pænere at se på for ham.

Nu sidder jeg her, dagen efter så afgørende et møde og har både glæde og sorg i sindet. Det er mit job at finde ud af og det skal jeg også nok.

Jeg kommer ikke til at stoppe med at tro på Enki, have tillid og positivitet og vende det hele til noget lukrativt i hans liv. Det er mit job og hans fars og dér skræmmer tingene mig. Hvordan i H… gør jeg??

Nu er jeg selvfølgelig stadig i chok stadiet og skal lige have tiden og roen til at lære at navigere på ordentlig vis, men jeg skriver det her for at vise det hel rå og usøde og diskriminerende ved at få en diagnose på sit barn.

Jeg er bange for hans fremtid, for verden er et rigtig utilgiveligt sted for folk som Enki og jeg skai DEN grad have fundet et netværk at sparre med og finde psykisk aflast hos. Ikke byen og alkohol. Det må være i festligt regi, jeg gør den slags og lærer at skelne imellem det.

Jeg skal også blive langt hårdere til at sortere ud i bekendtskaber. Familie, som venner. Jeg har nu på ingen måder råd til at der er holdninger og meninger, der ikke gavner Enki, for jeg skal lære ham, at han selv skal lære at sortere i den slags. Nu er tingene sort på hvidt og alt skal revurderes og der er ændringer der bliver forbundet med stor sorg og fortvivlelse og andet med glæde. Det handler ikke om mig mere, når det kommer til mit familieliv, der handler det om hvordan vi som helhed kan stå sammen og være stærke.

Jeg skal have fundet nogle smuthuller til at kunne psykisk aflaste mig selv og få puste rum og få ladet op en gang imellem, så jeg kan være mor og ikke udbrændt mor eller overstimuleret mor.

 

Det er min fremtid og Enkis.